Indstilling til Del A eksamen
Indstilling til eksamen i Idrætsfysioterapi forudsætter minimum 2 års praksis efter endt grunduddannelse. Fysioterapeuten skal derudover have gennemgået kursusrækken i Danske Fysioterapeuters Fagforum for Idrætsfysioterapi:
- Introduktionskursus
- Fod/ankel kursus
- Hofte kursus
- Knæ kursus
- Skulder kursus
- Albue/hånd
- Tape kursus
- 1. Hjælp
eller have gennemgået ekvivalerende kurser, såvel danske som udenlandske. Der skal foreligge dokumentation for deltagelsen i disse kurser med formål, indhold og timetal.
Fysioterapeuter, som har gennemgået den tidligere kursusrække (kursus 1, 2 og 3) i Danske Fysioterapeuters Fagforum for Idrætsfysioterapi, kan indstille sig til eksamen, men må selv sørge for at være ajour med det faglige indhold svarende til den nye kursusstruktur (af 2002).
Uddannelseudvalget vurderer i hvert enkelt tilfælde tilmelding og forespørgsel vedrørende eksamen og vejleder Fysioterapeuten med hensyn til manglende kurser.
Eksamensbeskrivelse
Eksamen består af 2 dele:
- En skriftlig teoretisk del med demonstration af viden indenfor det idrætsfysioterapeutiske felt.
- En praktisk del med demonstration af færdigheder indenfor det idrætsfysioterapeutiske felt.
Den skriftlige, teoretiske eksamen består af 3 dele
- En multiple choice del med både simple og komplekse spørgsmål.
- Cases med diagnostisk udredning ud fra klinisk ræsonnering.
- Cases med forslag til rehabilitering og/eller forebyggelse.
Link til eksempel på spørgsmål
Den praktiske del tager udgangspunkt i en skades situation
- Der angives spørgsmål relateret til såvel undersøgelse, rehabilitering, behandling og forebyggelse.
- Som tillæg vises en angivet konkret undersøgelse eller behandling, som ikke nødvendigvis har tilknytning til den aktuelle skades situation
- Besvarelserne skal forklares og forevises.
Link til eksempel på pratiske del
Den teoretiske og praktiske del skal bestås hver for sig. For at erhverve sig eksamensbevis skal begge dele være bestået indenfor en periode på maximalt 2 år.
Tilrettelæggelse
Det tilstræbes at eksamen finder sted hvert år i november måned.
Tilmelding til eksamen annonceres i Dansk Sportsmedicin og i Kursuskaldeneren. Tilmelding skal via tilmeldings blanketen og være i Fagforums Uddannelsesudvalg i hænde senest 1. september. De tilmeldte eksaminander får skriftlig meddelelse om indstilling til eksamen ultimo september.
Rammer
Eksamen afvikles på et eksamensegnet sted.
Eksamen foregår uden hjælpemidler incl. elektroniske hjælpemidler (eks. mobiltelefoner)
Eksamen planlægges så vidt muligt afholdt over 1 dag for den enkelte eksaminand på følgende måde: Den skriftlige teoretiske del forløber over ca. 3 timer og den praktiske del over ca.1 time.
Endelig vurdering af eksamen tilsendes den enkelte skriftligt senest 1 måned efter afholdelsen.
Ved ikke bestået eksamen finder eventuel reeksamen sted ved næste eksamenstermin med mindre andet aftales.
Bedømmelseskriterier
I den skriftlig teoretiske del skal fysioterapeuten:
- Vise forståelse for epidemiologiske og etiologiske forhold ved idrætsskader.
- Vise forståelse for og indsigt i forskning anvendt i idrætsmedicin.
- Vise forståelse for etiske problemstillinger relateret til idræt.
- Anvende klinisk ræsonnering i forbindelse med idrætsskader.
- Anvende biomekaniske analysemetoder inkl. træningsfysiologi.
- Vise forståelse for vævsegenskaber og vævsreaktioner inkl. smerte og inflammation.
- Vise forståelse for rehabilitering i forhold til tilbagevenden til idræt.
- Anvende overordnede forebyggelses- og behandlingsstrategier til idrætsaktive.
I den praktiske del skal fysioterapeuten:
- Analysere bevægelsesmønstre og belastningsforhold ved idræt.
- Anvende målrettede undersøgelses-, forebyggelses- og behandlingsstrategier.
- Vurdere skadernes omfang og alvorlighed samt planlægge og vejlede i forhold til dette.
- Vise kendskab til parakliniske undersøgelses- og behandlingsmuligheder indenfor Idrætsmedicin.
- Vise forståelse for rehabilitering i forhold til den enkelte skades situation.
Bedømmelse
Eksamen bedømmes af 2 fysioterapeuter, hvoraf mindst en med en akademisk grad på master eller kandidatniveau.
Eksamen bedømmes bestået / ikke bestået.
Eksamensbevis
Af eksamensbeviset fremgår, hvad Eksamen i Idrætsfysioterapi er baseret på.
Eksamen angives til 10 ECTS point.
Eksamensbeviset underskrives af Formanden for Fagforum for Idrætsfysioterapi samt de 2 fysioterapeuter, som har bedømt eksamen.