Noter og vejledning til standardkontrakter
ad 1. Om arbejdstiden
Ved ansættelsesforhold i mindst 8 timer ugentligt er fysioterapeuten beskyttet af Funktionærloven, hvilken der iøvrigt henvises til ved indgåelse af funktionærkontrakt.
Det kan anbefales, at det aftales, at funktionærloven er gældende uanset om der arbejdes under 8 timer i gennemsnit om ugen.
Klubben har arbejdsgiverforpligtelser over for den ansatte; dvs. der skal tilbageholdes A-skat, indbetales feriepenge i henhold til Ferieloven på FerieGiro, ATP, mv. Arbejdsgiver skal samtidig sørge for de fornødne forsikringer, herunder ansvarsforsikring og lovpligtig arbejdsskadeforsikring. Den aftalte arbejdstid kan af arbejdsgiveren kun kræves ændret med Funktionærlovens varsel. Arbejdstiden kan udgøre et gennemsnit af flere ugers arbejde (aftales). Fysioterapeuten skal have løn/patienter svarende til den aftalte arbejdstid.
ad 3. Fysioterapeuten har ret til 5 ugers ferie
Man har ikke ret til feriefridage, omsorgsdage ellerfravær med løn på fx børns 1. sygedag, med mindre dette er konkret aftalt mellem fysioterapeut og klub.
ad 5. Provisionslønnede fysioterapeuter skal under sygdom have løn .
Provisionslønnede fysioterapeuter skal under sygdom have den løn udbetalt, som han/hun antagelig ville have tjent, jf. Funktionærlovens § 9. Løn under sygdom kan fx udregnes som et gennemsnit af dagsindtægt.
Ved sygdom over 120 dage kan 120-dagesreglen tages i anvendelse, hvis det er konkret aftalt i kontrakten, at ansættelsesforholdet kan opsiges med 1 måneds varsel, hvis den ansatte har oppebåret løn under sygdom i 120 dage inden for 12 på hinanden følgende måneder. Med hensyn til sygedagpenge til funktionærer/ansatte anbefales det, at arbejdsgiveren tegner frivillig dagpengesikring hos Sikringsstyrelsen (via socialforvaltningen).
ad 6. Ret til fuld løn fra 4 uger før forventet terminsdato.
Standardkontraktens bestemmelse giver ret til en fraværsperiode med fuld løn fra 4 uger før forventet nedkomst (terminsdato) til 24 uger efter nedkomst. Der er ikke noget til hinder for, at parterne i denne kontrakt som minimum kan aftale Funktionærlovens barselsregler.
Funktionærloven giver halv løn i perioden fra 4 uger før terminsdato og til 14 uger efter barsel.
I barselsorlov herudover er funktionæren henvist til at søge barselsdagpenge i sin bopælskommune. Lov om dagpenge ved fødsel mv. giver ret til barselsfravær i op til 52 uger. Inden 8 uger efter fødslen skal lønmodtageren give besked om, hvornår hun vil genoptage arbejdet efter sin orlov.
Redigeret af : Simon Hagbarth, 30.07.2009
Til top